Når børnene klarer sig selv -

- og stilheden flytter ind.

Der er noget, vi sjældent taler om.

Mange forældre bruger et helt liv på at lære deres børn at stå på egne ben.
At tage ansvar.
At klare sig selv.
At skabe deres eget liv.

Og når det lykkes – når børnene faktisk har det godt – burde alt jo være rigtigt.

Men for nogle sker der noget andet i stilheden bagefter.

Ikke fordi relationen er dårlig.
Ikke fordi kærligheden mangler.
Men fordi livet har flyttet sig.

Børnene har travlt med arbejde, familie og deres egne forpligtelser.
Forældrene står tilbage med mere tid, færre opgaver – og mindre kontakt, end der var engang.

Det kan give en følelse af tomhed.
Og for nogle bliver den tomhed til ensomhed.

En stille form for ensomhed

Ensomhed handler ikke altid om at være alene.
Den kan også opstå, selvom man har gjort "alt rigtigt".

Man har været en god forælder.
Man har givet plads.
Man har lært sine børn selvstændighed.

Alligevel kan der opstå dage, hvor stilheden fylder mere end forventet.

Det er en ensomhed, som sjældent råber højt –
men som mange ældre kender.

På plejehjem, i parcelhuse, i små landsbyer og lejligheder.
Midt i et liv, der egentlig er lykkedes.

Det er ikke svaghed

At føle sig ensom i den situation er ikke et tegn på svaghed.
Det er et menneskeligt vilkår.

Relationer ændrer form gennem livet.
Roller forandrer sig.
Og det kræver tid – og støtte – at finde en ny mening, når en gammel rolle langsomt slipper.

For nogle handler det om fællesskab.
For andre om samtale.
For nogen om at få sat ord på det, der ellers bliver i tankerne.

At tage følelsen alvorligt

Ensomhed forsvinder sjældent ved at ignorere den.
Men den kan mildnes, når den bliver mødt med forståelse og opmærksomhed.

At tale om det – uden skam.
At anerkende, at livet har faser.
Og at det er muligt at finde nye måder at være forbundet på, også senere i livet.

Af: Bent Boelsgaard