Jeg var længe overbevist om, at jeg havde styr på det. Det begyndte uskyldigt – et glas vin for at falde ned efter arbejde, en pille for at kunne sove. Langsomt blev det til noget, jeg ikke længere selv valgte, men noget jeg var nødt til. Jeg løj for dem, jeg elskede, gemte flasker og undskyldninger, og hver morgen lovede jeg mig selv, at i dag ville jeg stoppe. Men dagen kom aldrig, og skammen voksede sig større end mig selv.

Først da konsekvenserne blev umulige at overse – konflikter i familien, problemer på jobbet og en krop, der sagde fra – turde jeg hviske ordet misbrug højt. Det føltes som et nederlag, men i virkeligheden var det det første skridt mod forandring. Jeg kontaktede en rådgiver, som lyttede uden at dømme, og for første gang i lang tid følte jeg mig ikke alene.

Behandlingen var ikke et mirakel på én dag, men en proces. Jeg lærte at forstå, hvorfor jeg havde brugt alkohol og stoffer som løsning, og hvordan jeg kunne møde smerte og stress på nye måder. I gruppesamtaler hørte jeg andre fortælle historier, der lignede min egen, og langsomt blev min skam afløst af genkendelse og håb. Vi grinede, græd og støttede hinanden, når trangen var stærkest.

I dag er jeg ikke perfekt, men jeg er til stede. Jeg har lært at række ud, før det hele brænder sammen, og jeg ved, at behandling ikke handler om at være svag, men om at vælge livet til. Misbrug stjæler stille og roligt alt, men hjælp og behandling kan give værdighed, relationer og fremtid tilbage. Hvis du genkender noget af min historie, er det måske også din tur til at tage det første skridt.

Af:  AA